Olesens Musikpris logo

OM OLESENS MUSIKPRIS

En ny markant musikpris har set dagens lys på den danske, klassiske musikscene. Olesens Musikpris, stiftet af Erik & Susanna Olesens Almenvelgørende Fond, skal hvert andet år tildeles et helt særligt musikalsk talent, der står på tærsklen til et internationalt gennembrud.

Med en pris på 500.000 kroner, placerer Olesens Musikpris sig blandt de mest betydelige hædersbevisninger for unge klassiske musikere i Norden. Men prisen er mere end en økonomisk anerkendelse. Den ledsages af en målrettet indsats for at styrke prismodtagerens synlighed og position overfor førende koncertsale og orkestre i den nordiske region.

Prisen gives til unge solister eller kammermusikensembler, der allerede har markeret sig gennem enestående musikalske præstationer, og som kombinerer teknisk virtuositet med en stærk kunstnerisk vision. Modtageren skal ikke blot mestre sit instrument, men evne at skabe en dyb forbindelse til publikum og formidle musikkens nuancer med autenticitet og kunstnerisk mod.

Der lægges vægt på dokumenteret kvalitet, betydningsfulde optrædener og international rækkevidde – men også på nysgerrighed, fornyelse og viljen til at udfordre traditionerne indenfor den klassiske musik.


FORMÅLET MED PRISEN

Med indstiftelsen af prisen ønsker Erik & Susanna Olesens Almenvelgørende Fond at styrke talentudviklingen på højeste niveau.

Prisen gives som udgangspunkt til danske eller i Danmark bosiddende musikere. Den kan dog også gives til musikere fra de øvrige nordiske lande, da de nordiske lande er kendetegnede ved et stærkt værdifællesskab og et dynamisk kunst- og kulturliv, der er mangfoldigt og af høj kvalitet.

I en tid hvor det regionale får større og større betydning kan den klassiske musik være med til at åbne op og skabe forbindelser i det kulturelle rum.

Prisen kan ikke søges, men tildeles af en uafhængig priskomité bestående af musikfaglige eksperter samt en repræsentant fra fonden.

PARTNERSKAB OM MUSIKKEN

Olesens Musikpris er blevet til i et samarbejde mellem Erik og Susanna Olesens Fond og Mogens Dahl Koncertsal som projektpartner. Mogens Dahl Koncertsal står således for den daglige ledelse og administration af prisen samt for afholdelse af priskoncerten i forbindelse med uddelingen.

Priskomitéen, der står for udpegelse af prismodtageren, består af følgende fire medlemmer:

Stine Hasbirk (forperson): Bratschist og medlem af DR SymfoniOrkestret samt Arild Kvartetten

Esben Tange: Koncertvært i DR P2 samt leder for Léonie Sonnings Musikfonds bestyrelse og Rued Langgaard Festival i Ribe

Mogens Dahl: Dirigent og direktør i Mogens Dahl Koncertsal

Anders Westermann: Næstformand i Erik & Susanna Olesens Almenvelgørende Fond

Projektledelse: Neel Teilmann – musikchef i Mogens Dahl Koncertsal


OM FONDEN

Erik & Susanna Olesens Almenvelgørende Fond bygger på værdier som fordybelse, kvalitet og et ønske om at skabe varig værdi for samfundet. Fonden blev stiftet af ægteparret Erik og Susanna Olesen og viderefører deres engagement i kunst, kultur, uddannelse og medicinsk forskning.

Særligt den klassiske musik – og ikke mindst kammermusikken – havde en særlig plads i Erik Olesens hjerte. Hans kærlighed til den intime og nærværende musikform lever videre gennem fondens vedvarende støtte til klassisk musik og kammermusik.

Fonden yder støtte til medicinsk forskning, handelsmænds uddannelse, udøvere af billedkunst og klassisk musik, særligt kammermusik, samt øvrige almennyttige og velgørende formål. Der lægges vægt på at støtte projekter og initiativer, der kommer en bredere kreds af mennesker til gode og bidrager til samfundets kulturelle og menneskelige udvikling.

Erik og Susanna Olesens Almenvelgørende Fond er i dag et levende udtryk for stifternes ønske om at bevare og fremme kunstnerisk kvalitet, menneskelig indsigt og samfundsmæssig ansvarlighed.

Fonden modtager ikke ansøgninger.

Læs mere om fonden